Tunesiens uddannelsesminister, Salem Labyedh, har forladt den islamistisk ledede regering, der er under stigende pres fra oppositionen om at gå af.
Det sker dagen efter, at indenrigsminister Lotfi Ben Jeddou udtrykte "et stærkt ønske" om at træde tilbage og opfordrede til en national enhedsregering.
Uddannelsesminister Labyedh, en sekulær venstreorienteret, indikerede efter drabet på hans nært allierede, Mohamed Brahmi, at han overvejede at gå af.
Den sekulære opposition har beskyldt det ledende Ennahda-parti for drabet og har brugt det som endnu et argument for, at regeringens dage bør være talte.
Premierminister Ali Larayedh har tidligere afvist at lade regeringen gå i opløsning, men har for nylig sat en dato for et kommende parlamentsvalg - nemlig 17. december 2013.
Tunesien har oplevet en kraftig stigning i de islamiske gruppers aktiviteter siden revolutionen i januar 2011, hvor ekspræsident Zine al-Abidine Ben Ali blev afsat, hvilket markerede startskuddet på det arabiske forår.
/ritzau/Reuters