Antallet af personer, der har mistet livet i forbindelse med at sydafrikansk politi åbnede ild mod strejkende minearbejdere, er nu oppe på 34, og præsident Jacob Zuma besluttede fredag at haste hjem fra et besøg i udlandet.
Billeder af bevæbnede betjente, der skyder direkte mod en gruppe arbejdere for herefter at vade stille og roligt rundt mellem deres lig, går verden rundt. Billederne minder folk om Sydafrikas racistiske fortid og tiden med apartheid.
Også det sydafrikanske institut for raceforhold sammenligner episoden med Sharpeville-massakren i 1960. Dengang åbnede politiet ild mod en gruppe demonstranter og dræbte 69 personer.
- Det, der førte til episoden denne gang, er ikke det samme som dengang. Men episoden og udfaldet minder meget om det, siger Lucy Holborn, der er ansat ved instituttet, til nyhedsbureauet Reuters.
Præsident Zuma har på baggrund af uroen valgt at forkorte sit besøg i nabolandet Mozambique for at tage hjem.
- Vi er chokerede og forfærdede over denne meningsløse vold, siger han i en udtalelse. Han lover desuden at retsforfølge de ansvarlige.
På et pressemøde siger politichef Riah Phiyega, at politiet var tvunget til at skyde mod de ansatte for at beskytte sig selv.
- Den militante gruppe stormede imod politiet, mens de skød og svingede med farlige våben. Politiet startede med at bruge minimal magtanvendelse, men demonstranterne stoppede ikke, og vi måtte tage stærkere våben i brug. Vi ønskede ikke at slå nogen ihjel, fastslår hun ifølge nyhedsbureauet AFP.
Minearbejderne strejker med krav om en tredobling af deres løn. Siden 10. august har området ved minen været skueplads for en blodig rivalisering mellem to fagforeninger, der begge hævder at repræsentere arbejderne.
Minen i Marikana er ejet af verdens tredjestørste udvinder af platin, Lonmin, og ligger nordvest for Johannesborg. Efter urolighederne er firmaets aktier faldet 15 procent.
/ritzau/