Det canadiske politi meddeler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mindst én person er omkommet i forbindelse med en ulykke lørdag, hvor et tog lastet med olie eksploderede i en lille by i Quebec.
Samtidig oplyser Quebecs sundhedsminister, Rejean Herbert, til nyhedsbureauet AFP, at myndighederne stadig mangler at høre fra 60 personer efter ulykken.
- Men vi har ingen idé om antallet af ofre, tilføjer han og understreger, at myndighederne ikke er klar over, om alle 60 personer var i byen, da toget eksploderede og ødelagde adskillige bygninger.
En del af byens indbyggere fortæller dog ifølge AFP, at de ikke kan komme i kontakt med deres familiemedlemmer, som bor tæt på det sted, hvor ulykken fandt sted.
Efter ulykken evakuerede myndighederne alle inden for en kilometer væk fra ulykkesstedet. Op til 6000 mennesker, oplyser myndighederne.
/ritzau/