Et flystyrt i Laos har kostet mindst 39 personer livet på en indenrigsflyvning fra hovedstaden Vientiane til landets sydlige del.
Så langt nåede flyet aldrig, da det styrtede ned i Mekongfloden onsdag nær Pakse, der ligger på grænsen mellem Thailand og Cambodja.
Ifølge Thailands udenrigsministerium er alle 44 personer døde i flystyrtet, mens Kinas statslige nyhedsbureau Xinhua rapporterer, at 39 personer er døde i flystyrtet.
Thailandsk tv bringer et billede af ATR 72-flyet, der viser, at flyet delvist ligger under vand med halen afskåret. En anden tv-kanal viser, hvad der ser ud til at være flere lig liggende på bredden af floden.
Alle fem thailændere, der var om bord på flyet fra selskabet Lao Airlines, er døde.
- Vi kender endnu ikke antallet af dræbte. Vores ledere er i øjeblikket i møde og vil give flere detaljer senere, siger en embedsmand fra flyselskabet.
Flyselskabet og regeringsembedsmænd er ikke umiddelbart tilgængelige for yderligere kommentarer.
Lao Airlines er det nationale luftfartsselskab i den kommunistiske stat. Selskabet har eksisteret siden 1976.
Flåden på 14 fly, der for det meste er propeldrevne, fragtede sidste år 658.000 personer.
Selskabet har syv indenrigsruter og har internationale flyvninger til Kina, Cambodja, Thailand, Vietnam og Singapore.
/ritzau/AFP