Dansk Folkeparti siger ikke umiddelbart "ja og amen" til tankerne fra regeringen om at satse mindre på uddannelse af arbejdsløse og mere på løntilskudsjob.
- Uddannelse skal ikke droppes som redskab, men det må ikke blive uddannelse for uddannelsens skyld. Vi er nødt til at se på, hvad der virker, siger finansminister Kristian Jensen (V) til Jyllands-Posten. Udmeldingen er en optakt til de kommende forhandlinger om en reform af beskæftigelses-indsatsen.
Læs også: Regeringen: Ledige skal uddannes mindre
En analyse fra Finansministeriet viser, at private løntilskuds-job, i kombination med samtaler på jobcentrene, giver overskud fordi det får ledige i job. Værktøjer som seks ugers uddannelse og jobrotation har derimod ikke den ønskede effekt, og ender med at give et økonomisk tab for samfundet.
DF: Ønsker fleksibel model
Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted går til forhandlingerne med åbent sind, men ønsker ikke, at uddannelse af ledige skal fylde mindre:
- Helt at afskaffe de seks ugers uddannelse, tror jeg ikke bliver til noget, siger Bent Bøgsted til Avisen.dk.
Han understreger, at der er brug for en mere fleksibel model:
- Det er forkert, at det er fastlåst på seks ugers kurser, de kan lige så godt være to, fire eller 12 ugers uddannelse, hvis det er nødvendigt for at få et job, siger Bent Bøgsted.
Hos Danske A-kasser peger direktøren, Verner Sand Kirk, på, at der er skåret på både aktivering og uddannelsesindsatsen i de seneste år.
- Arbejdsgiverne mangler kvalificeret arbejdskraft. Hvis der er eksempler på uddannelse, der ikke hjælper, så kunne det være man skulle begynde at uddanne i noget, der hjælper, siger Verner Sand Kirk til Avisen.dk.