Den militante shiamuslimske åndelige leder Muqtada al-Sadrs alliance har officielt vundet valget i Irak.
Det står klart, efter at samtlige stemmer er blevet talt op, oplyser landets valgkommission.
Allerede i dagene efter valget lørdag i sidste uge stod det klart, at den alliance, der bliver ført an af Sadr, stod til at vinde.
Og lørdag morgen lokal tid er sejren altså en kendsgerning.
Sejren er overraskende, da de færreste iagttagere havde ventet et comeback til den nationalistiske shiamuslim.
Med alle stemmer talt op står det samtidig klart, at det er den shiamuslimske militære øverstkommanderende, Hadi al-Amiri, og hans alliance, der løber med andenpladsen.
Til gengæld må den siddende premierminister, Haider al-Abadi, og hans koalition nøjes med tredjepladsen.
I alt har Muqtada al-Sadrs alliance sikret sig 54 sæder i det irakiske parlament. Hadi al-Amiris alliance har vundet 47 sæder, mens den hidtidige premierminister Abadis alliance får 42.
I modsætning til Abadi, der har haft en sjælden evne til både at være venner med USA og Iran, er Sadr en fjende af begge lande.
Sadr har ledet to opstande vendt mod de amerikanske styrker i Irak, og han er en af de ganske få shiamuslimske ledere, som har lagt afstand til Iran.
Han har udelukket sig selv fra at blive premierminister. I stedet ventes han nu stå i spidsen for at danne en regering bestående af adskillige partier.
For selv om Sadrs alliance har vundet flest sæder i parlamentet, så har den ikke nok til at kunne danne flertal. Dermed ventes langvarige forhandlinger nu at skulle finde sted i det irakiske parlament.
Det er endnu uvist, om den kommende premierminister skal findes i Muqtada al-Sadrs egen alliance.
/ritzau/AP