- Hvad så Falch'en? Skal du ikke snart komme ud af din plovfure?
Spørgsmålet bliver stillet i februar måned i år på en café, hvor produceren Lars Skærbæk sidder og prikker lidt til sin gode ven og samarbejdspartner, Michael Falch.
Det er næsten fire år siden, Michael Falch har udgivet et helt album med nye sange. Og derhjemme på skrivebordet ligger kun to.
- Jeg havde egentlig ikke tænkt, at jeg skulle udgive noget i år. Måske næste år, men ikke i år, fortæller sangeren, der tog hul på karrieren som rockstjerne tilbage i 1977, hvor han dannede bandet Malurt.
Men spørgsmålet bliver alligevel ved at runge i baghovedet. Og pludselig sker der noget.
En måned senere har Michael Falch 31 sange i bunken.
- Det var som om, han havde fundet en eller anden knap, han havde trykket på. Jeg har ikke prøvet noget, der var så overvældende i sin proces, siden det allertidligste med Malurt, siger Michael Falch.
- Da sangene først kom, så kunne jeg slet ikke stoppe det igen. Jeg kunne ikke køre en tur, uden at jeg måtte holde ind i vejkanten flere gange undervejs for at skrive ned. Jeg var lykkelig, men det var også meget drænende, siger han og griner.
Det nærmer sig 30 år siden, han valgte at gå solo. I mellemtiden har han udgivet utallige album, og gennem årene har han gjort det til sit varemærke at levere sange, der er personlige og dybe, men som ofte også pirker til nogle af de ting, der gør ondt i sjælen.
- Der er et mørke, der altid blander sig i mine sange, fordi, det er der, sangene kommer fra. Jeg får inspiration af tvivl, af dilemmaer og usikkerhed og uro. Det kræver en gnist, før jeg har behov for at skrive om det, fortæller han.
Men der er sket noget. Når han mandag den 21. oktober slipper studiealbummet "Sommeren kom ny tilbage", er tonen alligevel ændret lidt.
- Albummet er lysere, end de foregående. Der er ligesom sket et eller andet, der er slået igennem i sangene. I mange år har jeg nok været optaget af den meget kradse, psykologiske sangskrivning. Men tiden er gået, og jeg er et andet sted nu, siger Michael Falch.
- Det er jo ikke noget, man kan bestille på nettet, at "nu vil jeg have mere humør". Men det er faldet sådan ud, at det ikke er så tynget. Det er ikke kulørte lamper, for der er stadig en alvor, men sangene har fået et bedre humør, fortæller han.
Det er ikke kun sangene, der fået mere humør. Det har han også selv.
Livet har ikke altid artet sig for den 57-årige sanger. Han kalder 90'erne for "mit svære årti", og han har aldrig været bange for at indrømme, at tingene engang var så barske, at han gjorde, hvad han kunne, for at flygte fra dem.
Men det er mange år siden. Og fortiden, den får lov at være det, den er: fortid.
- Det føles lettere for mig at være her nu - altså, jeg har jo haft det godt i mange år, men det har alligevel ikke betydet, at jeg har lavet jubelplader. For der har stadig været temaer, der var alvorlige. Men jeg føler, at jeg er forbi det, i hvert fald i en periode, siger han.
Dermed har han opfyldt en af sine egne store ønsker:
- Et lysere album med mere glimt i øjet - det har jeg været på jagt efter i mange år. Men det er ikke noget, man kan beslutte sig for, det er noget, der kommer, når det kommer, siger han.
- Jeg har så mange alvorlige sange, så nogle gange har jeg følt, at jeg har manglet nogle, der er lidt lettere. Det er vigtigt for mig, at det ikke bliver et overfladisk popshow, men samtidig vil jeg jo ikke trække folk ned i sølet. Det er dejligt at kunne løfte op også, siger han og griner.
Han skrev sit første digt som otte-årig i Sønderborg. Siden blev digtene til sange, til hits. Ind i mellem er pennen løbet tør. Men de mange år som sangskriver, har lært Michael Falch, at det ikke er noget, han skal frygte. Sangene - både de lyse og de mørke - kommer, når de kommer.
- Jeg har lært, at man ikke kan presse sange frem. Jeg må respektere, at der går nogle år, før jeg har levet nok og gået nok nye veje, til at der er noget at fortælle om. Det er en tålmodighed, man skal finde, og den er jeg ved at øve mig i.
- I 90'erne kunne jeg blive helt paranoid over, om jeg mon havde mistet evnen, min gave. Men nu tror jeg på, at det er noget, jeg har. Og at jeg nok altid har haft det, siger han.
Den selvtillid er altså først kommet de senere år. Med troen på, at det, han kan, er specielt - har han også oplevet, at det kan boble i maven af taknemmelighed over det liv, der måske ikke altid har været let, men som har gjort, at han er der, hvor han er i dag.
- Tidligere hen kunne det være svært for mig at tro på, at det jeg kunne i musikken, var noget særligt. Der var noget selvværdsproblematik. Jeg kunne ikke tro på, at min musik var lige så god som alle mulige andres.
- Men nu står jeg ved det. Ikke for at puste mig op med det, men det kan noget, og jeg har en gave, som skal passes og bruges. Stort eller lille talent, så er det der. Og det skal bruges, jeg har fået et liv med det. Og det er mere, end jeg nogensinde havde turdet drømme om, siger han.
Newspaq