Mia Villumsen fra Storvorde ved Aalborg har en hjernetumor. Hun er for syg til at arbejde, og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre. Snarere tværtimod.
Alligevel vil Aalborg Kommune have hende i arbejdsprøvning. Det skriver Ekstra Bladet.
”Jeg har altid været glad for at arbejde og været rigtig aktiv - både løbet og gået til spinning - men jeg kan ingenting mere. Jeg føler mig som en på 80 og er afhængig af andre hele tiden. Jeg har slet ikke noget overskud,” siger Mia Villumsen til Ekstra Bladet.
Hun har været sygemeldt, siden hun for to år siden fik konstateret en tumor i venstre side af hjernen.
Selvom lægerne fraråder arbejdsprøvning, ignorerer kommunen det:
”Du er for ung, og du er ikke syg nok,” mener kommunen, der nu vil have Mia Villumsen i arbejdsprøvning.
Kilde: Ekstra Bladet