Messi: Neymar til Real Madrid ville være forfærdeligt

Barcelonas Lionel Messi vil have det svært, hvis tidligere holdkammerat Neymar skifter til Real Madrid.
Lionel Messi og Neymar spillede sammen i Barcelonas angrebskæde fra 2013 til 2017.
Lionel Messi og Neymar spillede sammen i Barcelonas angrebskæde fra 2013 til 2017. Foto: Kim Kyung-hoon/arkiv/Reuters

Det vil være hårdt for FC Barcelona og Lionel Messi at se deres tidligere angrebsstjerne Neymar skrive kontrakt med ærkerivalerne fra Real Madrid.

Det siger den argentinske stjerne tirsdag til TyC Sports ifølge flere spanske medier. Udmeldingen kommer, efter at rygter om et Neymar-skifte fra Paris Saint-Germain til Real Madrid har svirret i længere tid.

- Det vil være forfærdeligt, på grund af alt det Neymar betyder for Barcelona.

- Det var ok, at han forlod os, som han gjorde. Han vandt vigtige titler her. Han vandt Champions League, og han vandt La Liga.

- Men hvis han ender i Real Madrid, så vil det være svært at sluge for os og for Barcelonas fans. Og Real Madrid vil blive et stærkere hold, end det allerede er, siger Messi til TyC Sports.

Neymar kom til Barcelona i 2013 og har spillet 186 kampe for klubben og scoret 105 mål.

Han blev solgt fra Barcelona til franske Paris Saint-Germain i august 2017 for svimlende 222 millioner euro - svarende til 1,65 milliarder kroner. Hans kontrakt med PSG løber frem til 2022.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.