Hun blev allerførst kendt for hits som "Kun For Mig" og "Velkommen Til Medina", der især hørte hjemme på dansegulvet.
Men efter at have spillet en række akustiske shows, drømmer sangerinden Medina om at lave en plade uden andet akkompagnement end en guitar.
- Jeg håber rigtig meget, at jeg kan komme ud med en akustisk plade i år, for der har været stor efterspørgsel og meget snak om det, fortæller sangerinden til Ritzau.
- Det kunne jeg godt tænke mig at fokusere på, siger sangerinden, der sidste år fik ros af anmelderne for sin akustiske koncert i Glassalen i Tivoli.
Nu har hun altså fået blod på tanden.
- Det er bare en helt anden måde at spille og optræde på. Det er meget intimt og meget personligt, og jeg har fundet ud af, at det betyder meget for mig. Derfor vil jeg gerne prøve det lidt mere af, siger hun.
På en nylig tur i USA fik sangerinden også lejlighed til at prøve at skrive musik til andre kunstnere.
Men hun er altså langt fra færdig med selv at udgive musik.
/ritzau/