Fredag morgen er der skred i forhandlingerne om grænsen mellem Irland og Nordirland, der har været en hovedknast i forhandlingerne om briternes skilsmisse fra EU.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, skal sammen med den britiske brexit-minister, David Davis, mødes med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og EU's chefforhandler i brexitforhandlingerne, Michel Barnier.
Det sker klokken 07 dansk tid oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.
Her lyder det også, at der afholdes pressemøde i EU-Kommissionen omkring klokken 07.30-08.00 med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og den britiske premierminister, Theresa May.
Allerede torsdag lød det fra EU-Kommissionen, at der muligvis fredag morgen vil blive underskrevet en aftale om grænseforholdet i forbindelse med brexit.
Fredag morgen har Martin Selmayr, der er kabinetschef under Jean-Claude Juncker, da også dristet sig til at sende et billede ud af hvid røg på det sociale medie Twitter.
Grænsen mellem Irland og britiske Nordirland er én af tre ting, som EU har forlangt at få afklaret i forhandlingerne om brexit, inden man kan fortsætte anden fase af forhandlingerne.
De to andre er den økonomiske slutopgørelse og rettigheder for EU-borgere i Storbritannien efter brexit.
Inden Theresa Mays møde med Jean-Claude Juncker har hun angiveligt brugt natten til fredag på forhandlinger med det afgørende, nordirske støtteparti, Det Demokratiske Unionistparti (DUP).
Det oplyser en kilde i partiet til nyhedsbureauet Reuters. DUP's leder, Arlene Foster, vil ifølge kilden udsende en erklæring senere fredag.
Fredag morgen siger Arlene Foster til britiske Sky News, at der stadig er ting, som partiet ønsker klarlagt i spørgsmålet om grænsen mellem Nordirland og Irland, men at man er løbet tør for tid i forhandlingerne.
Ifølge hende betyder en ny aftale om grænsen, at der ikke skal trækkes en rød linje gennem Det Irske Hav efter brexit. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere på ugen så det ud til, at en aftale om grænsen mellem Irland og britiske Nordirland ville falde på plads. Men den blev angiveligt spoleret af DUP.
På et EU-topmøde 14. december skal det besluttes, om der er sket tilstrækkelige fremskridt i første fase af forhandlingerne om brexit, til at EU vil lade forhandlingerne gå videre til at handle om fremtidens forhold og en overgangsordning.
Storbritannien forlader efter planen EU fredag 29. marts 2019 ved midnat.
/ritzau/Reuters