Matchfixing bliver et større og større problem i international fodbold, og nu er det igangværende Gold Cup i USA også blevet ramt.
To spillere fra Belize har torsdag afsløret, at matchfixere forsøgte at bestikke dem forud for holdets åbningskamp mod de amerikanske værter tidligere på ugen. Belize tabte opgøret i Portland med 1-6.
Belize-spillerne Woodrow West og Ian Gaynair afviste pengene og valgte i stedet at alarmere myndighederne.
Det nordamerikanske, centralamerikanske og caribiske fodboldforbund, Concacaf, oplyser, at man sammen med det internationale fodboldforbund, Fifa, har iværksat en tilbundsgående undersøgelse.
Det skulle samtidig være lykkedes at få identificeret de personer, der skulle have forsøgt at fixe kampen.
Gold Cup svarer til EM for de nord- og centralamerikanske samt caribiske lande. Turneringen består af 16 hold. Der er finale den 28. juli.
/ritzau/