Retssagen i Retten i Glostrup mod 13 mænd med tilknytning til banden Brothas er tirsdag morgen udskudt, da der opstod masseslagsmål i retssalen.
Politimænd måtte nedlægge og bære halvdelen af de tiltalte bandemedlemmer ud af retssalen.
En af de tiltalte udbrød "hold nu kæft", hvorefter han sprang på en af de andre tiltalte. Det indledte et større slagsmål mellem flere af bandemedlemmerne.
Stolene i retssalen er smadret, der er blod på gulvet, og advokaternes papirer er plaskvåde fra væltede vandkander på bordet.
Retssagen skulle indledes klokken 9.00, men slagsmålet har sat det hele på pause.
De 13 mænd er tiltalt for besiddelse af tre haglgeværer, der var gravet ned på Gladsaxe Kirkegård.
På nuværende tidspunkt sidder seks af de tiltalte stadig i retssalen.
/ritzau/