Den populære spanske ferieø Mallorca er ramt af de værste skovbrande i to årtier, og mange turister er blevet evakueret.
Natten til søndag kom flammerne ud af kontrol for de spanske brandfolk, så samtlige indbyggere i den lille landsby Estellencs måtte evakueres, siger lokale myndigheder.
Omkring 700 personer i den vestlige strandby, hvoraf mange var turister, måtte vækkes og bringes i sikkerhed, da vinden pludselig slog om, så flammerne kom faretruende nær feriebyen.
Søndag benyttede 370 brandfolk, frivillige og militærfolk sig af 24 fly og helikoptere i kampen mod flammerne.
Der er ikke umiddelbart nogen meldinger om skader på hverken personer eller bygninger. Ikke desto mindre siger myndighederne, at ilden har ødelagt 16 kvadratkilometer skov i området omkring Andratx og Estellencs.
Lokale medier skriver, at branden er den værste på øen siden 1990'erne.
Den mest ødelæggende brand på Mallorca var i 1992, hvor næsten 20 kvadratkilometer blev ødelagt i den østlige del af øen.
/ritzau/dpa