På Martin Hoberg Hedegaards hjemmeside er der i skrivende stund tastet 6.852 hilsner. Den seneste pingede ind torsdag morgen og lyder: 'Hej martin Tillykke med sejren i X factor hilsen maria jeg er 14 martin?'

I disse børnelokker-tider kan det være svært at regne ud, hvad Maria egentlig spørger Martin om. Måske er det en sag for Ekstra Bladet? Måske ville det løse sig, hvis Maria satte nogle kommaer i hyldesten til sit idol? Måske ikke, sikkert ikke. Essensen er dog klar nok. Den blot et år ældre 'Martin fra Ørum' nyder en usædvanlig popstjerne-status netop nu. Knægten er the man.

Men varer statussen ved, når interessen lægger sig oven på fredagens albumdebut? Vokser døgnfluens vinger sig flyvefærdige? Glider Martin ud i forglemmelsens mørke, eller kamikaze-crasher han ligefrem og går Popstars-Jon i bedene?

'Show the world' er i hvert fald ingen vellykket, endsige langtidsholdbar, popplade. De danske topproducere Remee og Thomas Troelsen har ikke udstyret stortalentet med lyden af noget nyt, sprødt og fremtidssikret, men ladet sig mere end almindeligt inspirere af teenagerens veteranidoler med Stevie Wonder og Michael Jackson i spidsen.

Ud over en varm, funket og håndspillet elbas udgør den manglende kant 'Show the World's eneste røde tråd, og som lytter sidder man tilbage med en udtalt tvivl om, hvad musikeren Martin egentlig står for. Hvordan han lyder, hvem han er? Hvilken skam.

De rette rammer

At det har skullet gå hurtigt med at smede, mens Martin var varm, kan man høre på en del af sangpræstationerne. De lyder lunkne og forcerede. I den kvalme 'Where do we go' flyder hans vokalfarver ud i hinanden og blotter en alt andet end færdigudviklet falset. Samtidig tager den barnlige klang over i teksten, som til gengæld er meget lidt barnlig i dens svælgende weltsmertz. Michael Jacksons 'Off the Wall'-funk fra den ørehængende, men tilbageskuende titelsang går igen på 'Girls, girls, girls' og 'Rock the party', hvor Remee såmænd rapper som og refererer til den amerikanske trussetyv LL Cool J. Hmmmmm.

Apropos Remee så udtaler 'X-Factor'-dommeren i flere MEGET begejstrede interview, at han har leveret sit hidtil bedste nummer til det nordjyske guldæg. Jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvor det gemmer sig. Pladens nysseligste bud på personlig pop er nærmere den storladne og svensk producerede 'Never the same'. Her demonstrerer Martin til fulde, at hans stemme behersker såvel frasering som fornemmelse i de rette rammer.

Thomas Troelsens klareste aftryk er – ud over den generelt retrolækre indpakning – diskodaskeren 'Report to the dance floor', som ærligt talt må være et affaldsprodukt fra superproducerens eget Private-projekt.

Verden er blind

Folkene omkring Martin burde have taget nogle større chancer med denne debut. Givet ham noget, folk kunne slå sig på. Noget, der pirrede nysgerrigheden og voksede på lytteren i stedet for noget, som hurtigt falmer. De burde have givet hinanden mere tid til at finde en lydindentitet til stortalentet – eller rettere: finde stortalentets lydidentitet.

Han må ikke blive en metervare eller en dygtig kopi. Det er der ingen fremtid i. Hvis Martin er så god, som hans bagmænd messer, burde det vel ikke være nødvendigt at lade ham toppe allerede nu, vel? 'Show the world' er laber muzak, men den får ikke verden til at løfte armene i dansk begejstring. Den får nærmere verden til at trække på skuldrene.