-Trist ting at opleve, siger den forhenværende fodboldspiller Martin Jørgensen om konkursen på det busfirma, han er medejer af.
Tidligere i dag udsendte firmaet er pressemeddelelse, hvor Martin Jørgensen forklarer, at konkursen sker i kølvandet på, at de i længere tid har forsøgt at finde en løsning, der kunne sikre firmaets overlevelse.
- Som medejer af Centrum Turist er en konkurs selvfølgelig en meget trist ting at opleve - virksomheden har jo været en del af familien siden 1920. Nu ønsker jeg bare, at der findes den bedst mulige løsning for virksomheden, kreditorerne, de ansatte, vores kunder samt for alle andre med interesser i virksomheden, skriver Martin Jørgensen, ifølge Århus Stiftstidende.
Problemer for de ældre
Chaufførerne i firmaet er indkaldt til et møde senere i dag, mandag, hvor de skal høre mere om deres fremtid.
Men ikke bare chaufførerne bliver berørte. Det går, i følge Århus Stiftstidende, også ud over de ældre, handicappede og børn fra specialskoler i Skanderborg Kommune.
Her har Centrum Turist stået for kørsel til og fra skoler, til genoptræning, læger og dagcentre.
Kommunen arbejder på højtryk for, at så få skal lide under konkursen som muligt, men det kan ikke undgås, at der vil blive ændringer og forsinkelser.