Godt hjulpet af Tryg kunne det danske aktiemarked onsdag lukke med et pænt plus og klare sig noget bedre end sine europæiske kolleger.
Samlet kunne C20 Cap-indekset notere en stigning på 0,9 pct. til indeks 578,97.
Det europæiske marked lå ellers i minus dagen igennem efter svært skuffende tal for den kinesiske import og eksport i juni.
Forsikringskoncernen Tryg leverede til gengæld en artig overraskelse. Regnskabet for andet kvartal viste gode takter, og det blev præmieret med en stigning på 3,3 pct. til 507,50 kr.
Nettoresultatet faldt kun marginalt i andet kvartal til 514 mio. kr., mens analytikerne ifølge et medianestimat fra SME Direkt kun havde ventet 438 mio. kr.
- Jeg synes, at vi kan glæde os over, at vi leverer et stærkt resultat her i andet kvartal på trods af, at det er det kvartal, hvor vi har haft det højeste storskadeniveau i fire år. Det vidner om, at vi er ved at nå en robusthed, hvor vi ikke kun kan levere nogle fornuftige resultater, når det er medvind, sagde koncernchef Morten Hübbe til Ritzau Finans.
DSV var også aktiv med opkøbet af Ontime Logistics. Den danske transportgigant oplyste ikke om købsprisen på det skandinaviske selskab, der har 220 medarbejdere og omsatte for 600 mio. kr. i 2012. DSV-aktien steg 1,6 pct. til 148,50 kr.
Aktierne i A.P. Møller - Mærsk kunne notere en pæn fremgang efter tirsdagens meddelelse om, at man vil hæve raterne yderligere på ruten fra Asien til Europa per 1. august. Ratestigningen skal ifølge Maersk Line hjælpe til at reetablere end rentabelt rateniveau på ruten, der har været ramt af en hård priskrig. Mærsks B-aktie steg med 2,3 pct. til 43.680 kr.
Den toneangivende danske rente stod næsten stille onsdag forud for offentliggørelsen af referatet fra den amerikanske centralbanks seneste rentemøde.
Renten på den 10-årige toneangivende danske statsobligation lukkede i 1,80 pct., et enkelt basispoint højere end ved lukketid tirsdag.
I Sydeuropa steg de italienske og spanske ækvivalenter med henholdsvis 3 og 7 basispoint til 4,44 og 7,79 pct.
Det skete efter et svagt nøgletal fra den italienske industriproduktion og en sænkelse af støvlelandets kreditvurdering fra S&P.
Dagen igennem var fokus dog på referatet fra den amerikanske centralbanks rentemøde i juni, programsat til onsdag aften.
På mødet åbnede centralbankchef Ben Bernanke for muligheden for at nedtone stimulussen på 85 mia. dollar om måneden. Det vil sende renterne i vejret, hvis den likviditet bliver trukket ud af markedet.
Da Ben Bernanke holdt sit pressemøde i juni steg den 10-årige danske rente 11 basispoint på én dag, mens
eksempelvis den spanske steg 32 basispoint.
Referatet vil give et indblik i, hvor stor støtte, Ben Bernanke har til planerne, og muligvis detaljer om, hvornår tilbagetrækningen kan begynde.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk