Det danske aktieindeks C20 Cap har i denne uge bevæget sig fra 564,4 til 585,0 efter fem dage i positivt terræn, hvor fredagen kunne byde på et lille løft på 0,2 pct. Set over hele ugen er C20 Cap vokset med næsten 4 pct. Det har også været en god uge for obligationsmarkedet, som har nydt godt af udsigten til en fortsat lempelig pengepolitik.
- Det er forbavsende stærke markeder, vi ser for tiden. Den nervøsitet, der var for tre-fire uger siden, er forsvundet takket være centralbankchefer både på den ene og den anden side af "dammen". Det ser ud til, at de er parate til at støtte aktiemarkedet, indtil der er helt ro på. I dag har markedet redet videre på de formildende verber fra Bernanke tidligere på ugen, og så er der kommet et par gode regnskaber fra USA, siger aktiehandler Kim Sejdelin fra Jyske Bank.
Han henviser til regnskaberne fra storbankerne JP Morgan og Wells Fargo og onsdagens tale fra USA's centralbankchef, Ben Bernanke, der lovede at fastholde den lempelige pengepolitik i "en overskuelig fremtid".
I toppen af C20 sluttede Lundbeck med en stigning på 3,3 pct. til 112 kr., uden at der dog var nogen nævneværdige selskabsspecifikke nyheder. Også Tryg endte dagen i grønt. Siden onsdag, hvor forsikringskoncernen fremlagde et uventet godt regnskab, har investorerne sendt aktien op fra 491,5 kr. til fredagens lukke- og rekordniveau på 519 kr.
Uden for C20 tog investorer og analytikere skidt imod nyheden om, at dansk-britiske G4S mistænkes for sammen med konkurrenten Serco at have fusket med sin kontrakt på at levere fodlænker til det britiske fængselsvæsen. Flere analytikere har sænket enten kursmål eller anbefaling af G4S-aktien, som faldt 2,4 pct. til 18 kr.
Med visheden om at centralbanker på begge sider af Atlanterhavet har i sinde fortsat at støtte op om økonomien, røg stort set alle de europæiske renter fredag et nøk nedad.
Renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2013 faldt 6 basispoint til 1,70 pct. sammenlignet med torsdag klokken 17.00. I Tyskland faldt den 10-årige rente 8 basispoint til 1,56 pct.
- Centralbankerne giver klare indikationer om, at stimuli vil fortsætte. Pengepolitikken vil forblive lempelig i en meget lang periode, og det er positivt for obligationsmarkedet, siger Piet Lammens, chef for analyseafdelingen i KBC Bank NV i Bruxelles, til Bloomberg News.
Han peger på, at chef for ECB, Mario Draghi, efter bankens seneste rentemøde sagde, at ECB vil fastholde den lave rente i "en længere periode", mens USA's Ben Bernanke har lovet at fastholde den lempelige pengepolitik i "en overskuelig fremtid".
Investorerne flygtede til gengæld fra de portugisiske obligationsmarkeder. I landet, der kæmper med en ustabil politisk situation, steg den 10-årige rente mere end 50 basispoint til 7,23 pct.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk