Stigningerne blandt de danske aktier holdt ved tirsdagen igennem og tog faktisk til i styrke hen over eftermiddagen. DSV trak opad med en flot stigning efter regnskabet for andet kvartal, der ellers var lidt under analytikernes forventninger.
Pandora og GN Store Nord fyldte dog også godt på efter opjusteringer, og samlet steg C20 Cap-indekset med 0,7 pct. til 593,36.
DSV var i fremdrift dagen igennem efter regnskabet for andet kvartal tirsdag morgen, der ellers var lidt under analytikernes forventning på både top- og bundlinje samt driften. Regnskabet var dog også prydet af et aktietilbagekøbsprogram på 300 mio. kr., mens det nylige opkøb af Ontime Logistics også pynter, lyder vurderingen fra Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank.
- Det overrasker mig ikke, at den stiger, men at den stiger så meget, det er jeg lidt overrasket over. Jeg tror ikke, at forventningerne var specielt store til DSV, så folk har nok åndet lidt lettet op, siger han til Ritzau Finans.
Investorerne kvitterede for den samlede pakke ved at sende DSV-aktien op med 3,7 pct. til lukkerekorden 150,10 kr.
Pandora glimtede desuden i toppen tirsdagen igennem, efter at smykkeselskabet opjusterede forventningerne til hele 2013 og serverede foreløbige tal for andet kvartal omtrent 14 dage, før regnskabet for perioden afleveres. Pandora steg med 3 pct. til 220,60 kr. og er dermed et pænt stykke over noteringskursen 210 kr.
Uden for C20-indekset meddelte tøjkoncernen IC Companys, at selskabets administrerende direktør, Niels Mikkelsen, bliver skiftet ud med Mads Ryder. IC Companys-aktien steg med 6,9 pct. til 139 kr.
Udsvingene var minimale på det danske obligationsmarked tirsdag, hvor der ellers var en del nøgletal i kalenderen.
Investorerne var dog gennemgående afventende frem mod striben af rentemøder i centralbanker verden over i løbet af ugen.
Renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2023 faldt 1 basispoint i forhold til lukkeniveauet både mandag og fredag i sidste uge og lukkede dermed i 1,79 pct.
Væsentligst på rentemødepaletten i denne uge er mødet i den amerikanske centralbank onsdag aften og særligt den efterfølgende tale fra centralbankchef Ben Bernanke. Endnu engang er fokus skarpt rettet mod enhver indikation af, hvornår banken har tænkt sig at skrue ned for de kvantitative lempelser, der gennem lang tid har ydet kunstigt åndedræt til markederne.
Torsdag følger den britiske centralbank, Bank of England, samt Den Europæiske Centralbank trop med rentemøder, så der bliver nok at spejde efter for investorerne i denne uge, der blandt andet også byder på den amerikanske jobrapport, der på fredag ventes at vise, at der blev skabt 185.000 nye job uden for landbruget i USA i juli.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk