ECB gav stigende aktier og rentesving torsdag.
De europæiske aktiekurser - herunder de danske - øgede torsdag eftermiddag det kursløft, de indledte allerede i den tidlige handel under indtryk af nattens og morgenens stigninger i USA og Asien.
Eftermiddagens positive udvikling tog afsæt i udtalelser fra ECB-chefen, der lovede en lempelig europæisk pengepolitik i "en længere periode". Der var ikke inspiration fra USA, hvor uafhængighedsdagen blev fejret.
- ECB trak markedet markant op i Europa, fordi Draghi sagde, at banken vil holde renten lavere i en længere periode. Det pressede nok euro, men det hjalp aktierne, at det ser ud til, at der bliver ved med at være likviditet i markedet. Det giver også mindre usikkerhed, efter at markedet i nogle dage har frygtet, at der var ved at gå hul på vækstballonen, siger seniorrådgiver i Nordea, Mikkel Kirkegaard Petersen.
C20 Cap-indekset lukkede i 564,6 - 1,7 pct. højere.
Vestas lagde sig i toppen af indekset med en stigning på 5,0 pct. til 85,40 kr. efter at have fået en 10-årig servicekontrakt med italienske GDF Suez.
Med i den bedste halvdel var også Novo Nordisk, der steg 2,1 pct. til 926 kr. Der var støtte fra Jyske Bank, der fandt aktien presset for hårdt af spekulationer om kræftrisikoen ved Victoza.
Carlsberg sluttede 2,9 pct. højere i 523 kr. uden "headlines".
I bunden af indekset og alene i rødt sluttede Chr. Hansen, dog kun 0,2 pct. lavere i 190,80 kr. efter at have ligget 0,8 pct. lavere tidligere på dagen. Onsdag efter offentliggørelsen af et skuffende kvartalsregnskab faldt aktien 4,8 pct.
Nynoterede Matas ramte flere gange introduktionskursen på 115, men sluttede i 115,50 kr.
Obligationsmarkederne fik torsdag, hvad de havde ventet, da ECB, rundede sit rentemøde af med en fastholdelse af den toneangivende refi-rente på 0,5 pct. Og mere til.
På det efterfølgende pressemøde markerede ECB-chefen, at renten vil blive holdt på et "uændret eller lavere niveau i en længere periode", og nuanceforskellen i forhold til tidligere blev tolket som et signal om, at ECB evt. står klar med yderligere rentenedsættelse om nødvendigt.
Markedet kvitterede umiddelbart med rentefald, som herhjemme blev på 5 basispoint for den toneangivende 10-årige statsobligation. Men efterfølgende udlignedes rentefaldet, og den 10-årige rente lukkede i 1,81 eller 2 basispoint højere end onsdag. For den korte toårige rente sås en tilsvarende effekt med et umiddelbart rentefald på 7 basispoint til 0,34 pct. Og her var det kun halvdelen af rentefaldet, der blev indhentet.
Senioranalytiker i Nordea Jan Størup Nielsen påpeger, at Draghis indsats for at tale den europæiske rente ned er udtryk for en tendens, som vil holde sommeren over, og som også vil præge den danske renteudvikling, der ellers peger mod stigninger.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk