Skal jeg købe min gigtmedicin eller sørge for, at der er penge til mad resten af måneden?
Det er en af de mange svære valg, Maria Pedersen står med til hverdag. Når de faste udgifter er betalt, har hun 1.500 kroner om måneden til sig selv, en søn på 13 og en datter på 18 år. Derfor kæmper hun med at få de økonomiske ender til at mødes.
Til tider må Maria Pedersen gå 14 dage uden sin gigtmedicin, men det kan stadig være svært at finde penge til mad sidst på måneden, og så må man droppe et måltid, forklarer Maria Pedersen.
I en spørgeskemaundersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Avisen.dk, siger fire ud af fem danskere, at man skal have råd til tre måltider, medicin og tandlæge for ikke at føle sig fattig.
Tit må Maria Pedersen undvære alle tre ting, da tandlægen for hende er »en by i Rusland«, hun ikke kan huske, hvornår hun sidst har besøgt.
Børn bliver drillet
I undersøgelsen er 2.369 danskere blevet bedt om at krydse af, hvad de mener, man SKAL have råd til, hvis man ikke skal føle sig fattig. Listen indeholder 28 punkter lige fra tøj til årstiden til sommerferier. Maria har kun råd til fire af punkterne - og det er kun delvist.
Her kan du læse, hvordan Marias hverdag er i forhold til alle 28 punkter.
Det er dog ikke de basale afsavn som mad og medicin, der rammer Maria Pedersen hårdest. Det gør langt mere ondt, når hun ikke kan give sine børn det, de gerne vil have:
- Det er meget svært, når mine børn bliver drillet med, at de ikke har de nyeste telefoner, iPad eller computer, forklarer Maria Pedersen.
Ifølge et flertal af danskerne burde det dog være en lavere prioritet. For eksempel mener kun fire procent, at der skal være råd til en smartphone til børnene, hvis man ikke skal føle sig fattig. Alligevel viser forskning, at mange fattige forældre prioriterer elektronik til børnene frem for selv at kunne spise sig mæt. Og med god grund, for telefonen er blevet uundværlig, hvis de unge vil være en del af det sociale liv.
Hos Maria Pedersen må hendes 13-årige søn i første omgang nøjes med en gammel mobiltelefon.
Et liv på minimum uden for samfundet
Siden Maria Pedersen på sin handelsskole faldt og slog ryggen, har hun været på kontanthjælp. Det er 16 år siden.
Fra da af har den stået på arbejdsprøvning efter arbejdsprøvning uden noget resultat. Ryggen bliver aldrig så god, at Maria Pedersen kan få et normalt job fra 8 til 16:
- Men jeg vil gerne ud og arbejde, det jeg kan, siger Maria Pedersen, der skal til møde om ressourceforløb i det nye år.
De sidste 16 år har hun dog følt sig fanget i en situation, hvor hun lever på et minimum. Det er et liv, hvor hun ikke kan tage sig nogen friheder.
- Jeg kan ikke prioritere ret meget anderledes, end jeg gør. Hvis jeg kunne det, havde jeg gerne gjort det, siger Maria Pedersen.
Intet socialt liv
Den hårde økonomiske situation har betydet, at Maria Pedersen og hendes børn må fravælge alle sociale aktiviteter. Der er ikke råd til fritidsinteresser, offentlig transport eller en årlig tivoli-tur.
Gennem 16 år har Maria Pedersen vænnet sig til sige fra til det sociale. Og så alligevel ikke helt:
- Man bliver aldrig vant til at leve på en minimums-grænse. Jeg føler mig sat uden for. Det eneste sociale liv, vi har, er vores familie, siger Maria Pedersen, der også har to børn, der er flyttet hjemmefra.
Hun synes særligt, det er hårdt, når det kommer til børnene:
- Det er svært ikke at kunne give dem det mad, de gerne vil have. Det er svært ikke at kunne give dem det sociale liv, de gerne vil have, siger Maria Pedersen.
Julen er den hårdeste tid
For mange er juletiden den sødeste på året.
Hvis man ikke har råd til alle tilbuddene i de glittede kataloger, og skal spekulere på, hvordan man få skrabet sammen til en julemiddag, er sagen dog en anden. Dankortenes fest er ikke sjov, når man ikke har penge på kontoen:
- Det er den sværeste tid på året, siger Maria Pedersen.
For hende er det en prioritet, at der en lille gave til børnene. Meget mere kan det ikke blive til.
Til al held er familien dog blevet inviteret ned til Maria Pedersens forældre i år:
- Ellers havde det være en noget kedelig jul, slutter Maria Pedersen.