Farao stolede på ham, og han havde ansvaret for, at byggeriet af de første pyramider i Ægypten gik, som det skulle.
Nu har arkæologer så fundet hans grav, der er meget langt fra de enorme gravmonumenter, som farao fik. Det skriver Discovery News.
I en lille grav 20 meter under jorden lå den tidligere pyramidechef Saqqara, der døde for 4300 år siden. Her var han begravet sammen med sin søn, der lå i en sidegrav.
Saqqara var en højtstående embedsmand ved Faraos hof, hvor han havde ansvaret for de skrivekyndige og var ansvarlig for at holde pyramidebyggeriet i gang, viser tekst ved gravens indgang.
Arkæologer åbnede for få dage siden graven, der var intakt, og har ikke været plyndret af gravrøvere. Selvom Saqqara og hans kiste selv var gået til grunde, så var selve graven med dens mange inskriptioner og tegninger i forbløffende god stand. Faktisk så var det tilsyneladende ikke falmet, siden de blev malet for mere end 4.000 år siden - og samtidig var gravgaverne og offergaverne til den døde usædvanligt velbevarede.
Blandt andet blev der fundet rester af ænder, der blev ofret ved begravelsen, og en obelisk, der viser, at pyramide-chefen tilbad solen.
Graven blev fundet i De Dødes By Saqqara nær Kairo. I byen har der været udgravninger i gang siden 1986. Området rummer også verdens første pyramide, der dog er noget ældre end den aktuelle grav.