De danske statsrenter tog mandag endnu en tur nedad, og forklaringen var i ligeså høj grad en afsmittende effekt af rentefald i udlandet fredag, hvor investorerne reagerede på en skuffende arbejdsmarkedsrapport fra USA, som det var et resultatet af weekendens franske præsidentvalg og græske parlamentsvalg.
- Det var langt hen ad vejen ventet, at Hollande ville vinde præsidentvalget i Frankrig, og at valget ville blive et kludetæppe i Grækenland, siger senioranalytiker i Danske Bank John Hydeskov til Ritzau Finans.
Den tiårige, danske statsobligation, 3-21'eren, lukkede mandag med en effektiv rente på omkring 1,52 pct., svarende til et fald på 4 basispoint fra torsdag før Store Bededag. Mens den tiårige, græske rente steg med hele 217 basispoint til 22,39 pct., faldt den tiårige, franske rente med godt 2 basispoint til 2,79 pct.
Ifølge John Hydeskov er det, som markedet lige nu er optaget af i forhold til Frankrig, hvor ekspansiv en finanspolitik, landet vil føre med Francois Hollande, der har lovet at fokusere mere på vækst, samt hvordan samarbejdet mellem Hollande og kansler Angela Merkel bliver.
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk