Ritzau
Opdateret kl. 04:18
To sikkerhedsvagter blev lørdag skudt og dræbt på et hotel i den amerikanske spilleby Las Vegas.
Det skete, da de to vagter blev tilkaldt i forbindelse med nogle uroligheder på et hotelværelse. Her mødte vagterne en bevæbnet mand, der åbnede ild mod dem og stak af fra hotellet.
Den formodede gerningsmand blev alvorligt kvæstet, da han senere skød sig selv, oplyser politiet i Las Vegas.
Politiet kender endnu ikke gerningsmandens motiv, men formoder, at der er tale om en isoleret hændelse.
- Jeg vil have, at I skal vide, at dette ikke har noget med terrorisme at gøre, siger Robert Plummer, talsmand for politiet i Las Vegas.
Skyderiet fandt sted klokken syv lørdag morgen lokal tid ved Arizona Charlie's Decatur, der ligger vest for hovedgaden The Strib.
Den formodede gerningsmand løb fra hotellet efter skyderiet. Han forsøgte under flugten at trænge ind i to hjem, men beboerne formåede at holde ham ude.
Politiet fandt siden manden i et vaskerum. Han havde tilsyneladende skudt sig selv i hovedet.
Politiet kalder hans kvæstelser for "livstruende".
Identiteterne på de to sikkerhedsvagter er endnu ikke offentliggjort. Politiet oplyser dog, at der er tale om en mand og en kvinde i 40'erne.
De nærmere omstændigheder omkring skyderiet skal nu efterforskes.
Skyderiet fandt sted, dagen før titusindvis af festglade mennesker skal fejre nytåret på den ikoniske vejstrækning The Strib.
Det er blot tre måneder siden, at Las Vegas lagde gader til det blodigste masseskyderi i nyere amerikansk historie, da en mand åbnede ild mod festivalgæster og dræbte 58 mennesker 1. oktober.
/ritzau/