Egyptiske sikkerhedsstyrker har anholdt flere ledende medlemmer af Det Muslimske Broderskab, der støtter den afsatte præsident Mohamed Mursi.
Blandt de anholdte er Saad el-Katatni, formand for den islamistiske bevægelses politiske arm, Friheds- og Retfærdighedspartiet, samt bevægelsens næstformand Rashad Bayoumi. Det meddeler det statslige nyhedsbureau Mena.
Den egyptiske avis Al-Ahram skriver desuden, at der er udstedt arrestordrer på 300 medlemmer af Det Muslimske Broderskab.
/ritzau/Reuters