Den danske racerkører Kevin Magnussen starter som nummer syv, når der søndag køres Formel 1-grandprix i Barcelona.
Det stod klart efter lørdagens kvalifikation.
Her blev Haas-køreren best of the rest, som er betegnelsen for den kører, der starter lige efter de seks racere fra Ferrari, Mercedes og Red Bull.
- Det er super dejligt. Syvendepladsen er pole position for alle dem, der ikke kører Mercedes, Ferrari eller Red Bull. Så super fed følelse, siger Magnussen til TV3+.
Han regner dog ikke med at kunne blande sig blandt de allerforreste, men har en klar forventning om at holde McLarens Fernando Alonso bag sig. Alonso starter lige efter danskeren.
- Syvendepladsen er, hvis alle gennemfører, det bedste, vi kan håbe på. Det er en anden situation end at starte længere bagud, hvor man skal hente nogle placeringer.
- Her skal man bare fuldføre racet korrekt, så burde der være nogenlunde fart i bilen til at tage syvendepladsen, siger Magnussen.
Lewis Hamilton starter i den rigtige pole position, efter at han satte bedste tid af alle i kvalifikationen. Bag ham starter den anden Mercedes-racer med Valtteri Bottas bag styret.
Magnussen teamkollega på Haas-holdet, Romain Grosjean, starter som nummer ti.
/ritzau/