Der er lys for enden af tunnellen for de 5.389 unge, der i april ledte forgæves efter en praktikplads. Det mener chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Simon Neergaard-Holm, der synes, at praktikpladssituationen er bedre end forventet.
Han baserer sit udsagn på, at antallet af nye uddannelsesaftaler i marts 2009 kun var ni procent lavere end i marts 2008.
"Bunden er måske ved at være nået. De seneste måneders markante fald er ikke løst endnu, men det er positivt, at der er små tegn, der peger i den rigtige retning. Dem har vi brug for i forhold til de godt 5.000 unge, der i øjeblikket søger praktikplads," siger Simon Neergaard Holm.
Han tilføjer, at DA arbejder på at få optimismen tilbage på praktikpladsmarkedet.
"Vi har i de senere måneder fortalt praktikvirksomhederne, at krisen ikke hindrer dem i fortsat at tage lærlinge. Virksomhederne har brug for faglært arbejdskraft, når krisen vender," siger Simon Neergaard-Holm.
Han gør opmærksom på, at en ny praktikpladspakke med tilskud til praktikpladser og forbedring af det praktikpladssøgende arbejde træder i kraft den 1. juni.
"Det vil også bidrage til at få bremset faldet i praktikpladser," siger Simon Neergaard-Holm.