Statsministerfrue Sólrun Løkke Rasmussen blev ikke fyret som lærer på læseskolen under Den Kongelige Ballet, men fratrådte sin stilling ’efter gensidig aftale’. Det skriver hendes advokat i en skriftlig henvendelse til Ekstra Bladet.
Det samme fremgår af en mail fra rektor på N. Zahles Gymnasieskole, Anne Birgitte Klange, til Sólrun Løkke Rasmussens advokat Karoly Németh. N. Zahles Gymnasieskole har ansvaret for læseskolen under Det Kongelige Teater og således balletbørnenes boglige uddannelse.
Da statsministerfruen skulle til samtale på skolen, mødte Lars Løkke Rasmussen (V) op som bisidder, og det har affødt stor kritik fra flere eksperter. De har konstateret, at det ville være naturligt for rektoren på skolen at føle sig presset ved tilstedeværelsen af statsministeren.
Ifølge Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, handler denne sag således ikke om, hvorvidt statsministerfruen er blevet fyret eller ej, men om Lars Løkke Rasmussens rolle i det.
- Den her historie handler i bund og grund ikke om Sólrun, men om Lars Løkkes dømmekraft. Hvis Løkke-familien vil gøre Sólrun til hovedperson for at aflede opmærksomheden fra statsministerens ageren, så deltager vi gerne i en retssag, siger han til Ekstra Bladet.
Læs også: Tidligere spindoktor om Løkke: "Under niveau for en statsminister"