Selv om atomaftalen med Iran ikke er perfekt, er det vigtigt at holde fast i den, for den betyder eksempelvis meget for Europas sikkerhed.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag på en konference om EU.
- Trump har i går aftes meddelt, at USA trækker sig fra atomaftalen med Iran.
- En aftale, som EU stod i spidsen for at få indgået. En aftale, som ikke er perfekt, men den bedst tænkelige til at forhindre udviklingen af atomvåben.
- Jeg har på linje med andre europæiske ledere taget afstand fra det amerikanske skridt, siger han.
Tirsdag aften sagde den amerikanske præsident, Donald Trump, at han vil trække USA ud af atomaftalen med Iran.
Atomaftalen ophæver en række økonomiske sanktioner mod Iran i bytte for, at Iran begrænser sit atomprogram og tillader visse inspektioner, som skal sikre, at det ikke bruges til våben.
Trump har kaldt aftalen med Iran for en "grusom" aftale.
Han er blandt andet utilfreds med, at den ikke omhandler Irans ballistiske missilprogram, deres atomaktiviteter på den anden side af 2025 eller dets rolle i konflikter i Yemen og Syrien.
Det har mødt kritik blandt en række europæiske stats- og regeringschefer. Og altså også hos den danske statsminister.
- Det er en aftale, som betyder meget for Europas sikkerhed, for vi har en interesse i at løse konflikter frem for at eskalere dem.
- Derfor bakker jeg fuldt op om de europæiske lederes afstandtagen fra det amerikanske skridt og om fortsat EU-støtte til aftalen.
- Den har allerede virket i den forstand, at interaktionen også forretningsmæssigt er steget, siger Lars Løkke Rasmussen.
Atomaftalen med Iran er i overvejende grad en bilateral aftale mellem USA og Iran, men både Iran og en række europæiske lande har meddelt, at de vil holde fast i aftalen fra 2015.
/ritzau/