Et nyt, farligt og billigt LSD-lignende stof er i omløb i Holstebro og Struer. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer, som har talt med det lokale politi, der på det stærkeste advarer mod stoffet,
- Vi kan simpelthen ikke advare nok mod de her stoffer, siger Knud Lauridsen fra lokalpolitiet i Holstebro til avisen.
Stoffet går under navnet N-BOMe, og det bliver beskrevet som 'utrolig potent' med en hallucinerende virkning i stil med LSD. Det nye stof er blot ednu stærkere.
Det kom i myndighedernes søgelys i USA i 2013, hvor der blev rapporteret 19 dødsfald som følge af stoffet samt en lang række dramatiske bivirkninger - blandt andet paranoia, krampeanfald, kvalme og ufrivllige muskelspasmer.
Sidste år mistede en 22-årig mand fra Holstebro livet efter at have indtaget stoffet.
Natten til mandag blev to adresser i Struer og Holstebro ransaget, og der der blev konfiskeret i alt syv såkaldte N-BOMe-frimærker.