Der havde været mange penge at hente, hvis man før Wimbledon havde spillet på en finale mellem Marion Bartoli og Sabine Lisicki, men det er ikke desto mindre den kombination, publikum kan se frem til i kvindernes slutkamp på lørdag.
Som den sidste af de to gjorde Sabine Lisicki sig finaleklar torsdag eftermiddag, da hun leverede en ny flot præstation og besejrede fjerdeseedede Agnieszka Radwanska med 6-4 2-6, 9-7 efter en dramatisk kamp, der varede mere end to timer.
Tidligere i turneringen har tyskeren blandt andre slået "uovervindelige" Serena Williams ud af turneringen.
Sabine Lisicki var blot seedet som nummer 23 til den prestigefyldte grand slam-turnering, men hun har gennem de senere år vist markant bedre takter på Wimbledons græs end på de andre underlag.
Kvartfinalepladser i både 2009 og 2012 og en semifinale i 2011 viser stor stabilitet i Wimbledon, hvor hun nu har vundet 19 kampe og kun tabt fire.
Tyskeren var ellers i store problemer, da hun fulgte det klare nederlag i andet sæt op med at komme bagud 0-3 i tredje, men hun kom stærkt tilbage, brød Radwanskas serv til 5-4 og kunne have servet kampen hjem.
Den medrivende kamp skulle dog ud på en omvej, inden Lisicki kunne tage sejren med 9-7 i afgørende sæt.
Dermed bliver finalen ganske uventet et opgør mellem Bartoli, der er seedet 15, og Lisicki, der altså på forhånd var vurderet som nummer 23 i turneringen.
/ritzau/