Der var danskermål i den norske pokalfinale i fodbold, men alligevel var der ingen danskere, som fik lov til at løfte trofæet.
Lillestrøm vandt 3-2 over Sarpsborg, som havde danskerne Patrick Mortensen, Matti Lund Nielsen og Nicolai Poulsen med i startopstillingen.
Danskerklubben fik en skidt start på opgøret, hvor man allerede efter 11 minutter var bagud 0-2.
Midtvejs i halvlegen udlignede den tidligere Lyngby-angriber Patrick Mortensen, men efter en times spil bragte anfører Frode Kippe Lillestrøm på 3-1.
Selv samme Kippe skabte fornyet spænding med et selvmål fem minutter senere, men tættere på kom Sarpsborg ikke.
Det er sjette gang i historien, Lillestrøm vinder den norske pokaltitel. Den seneste var tilbage i 2007. Ved den lejlighed var Frode Kippe også anfører for vinderholdet.
Sarpsborg har endnu aldrig løftet trofæet og tabte også finalen i 2015.
/ritzau/