Vandet skulle slet ikke være gået. Hun burde ikke føde endnu. Men det gjorde hun, skønt hun kun var godt halvvejs i sin graviditet.

»Jeg var bange for, om barnet manglede arme og ben. Eller øjne. Og hvis det var et dødt barn, ville jeg ikke se det. Jeg spurgte, om jeg måtte få fuld narkose. Så kunne jeg vågne op bagefter og få slutresultatet at vide. Men det måtte jeg ikke. Det kunne barnet ikke tåle,« fortæller 35-årige Laila om fødslen af sit første barn, Malou.

Laila og hendes mand Lars havde kæmpet længe for at blive gravide. Første gang endte med en blodig spontan abort i 8. uge. Anden gang gik det fint. Indtil 17. uge.

»Jeg blødte kraftigt og var bange for at abortere igen, så jeg ringede til vagtlægen. Det trykkede nedad, når jeg stod op, og jeg havde kraftige smerter.«

Laila skulle bare holde sig i ro, lød lægens råd. Hun lukkede sin frisørsalon og lagde sig brak for at skåne maven.

Den første ve

Efter nogle uger kunne hun rejse med som tilskuer på en længe planlagt skiferie. Men et par dage før rejsen begyndte Laila at bløde igen. Så mens Lars tog af sted med sin teenagedatter, Gina, blev Laila hjemme.

Lars forkortede sin rejse med en dag. Kun derfor var han ved Lailas side, da helvede brød løs.

»Da jeg gik på toilettet, føltes det forkert. Det blev ved at løbe fra mig. Jeg tænkte, Kan jeg nu ikke holde på min urin? Jeg ringede til en jordemoder og fortalte, at jeg havde gennemblødt fire bind inden for et kvarter.«

Laila, Lars og Gina satte kurs mod sygehuset på jordemoderens ordre. I bilen fik Laila sin første ve.

»Jeg sagde ikke noget. Jeg ville ikke bekymre Lars og Gina. Det skulle de nok få styr på på hospitalet, tænkte jeg.«

»Jeg bliver ikke mor«

Men den vehæmmende medicin hjalp ikke. Veerne tog til. Laila fik et stof til at modne barnets lunger, og en veninde hentede Gina, mens Laila blev overført til Rigshospitalet.

»I ambulancen meldte jordemoderen, at det skulle gå rigtig stærkt. Jeg måtte ikke føde i ambulancen, for så små børn kan ikke tåle en rigtig fødsel.«

Så kom der politieskorte på.

»Jeg bliver ikke mor. Jeg får et dødt barn, tænkte jeg.«

På Riget undersøgte en overlæge hende, og krævede kejsersnit. Med det samme.

»Jeg gik ind i mig selv. Alt var tåget. Når folk snakkede, gik stemmerne ind i hinanden.«

19. marts kl. 02.45 kom Malou til verden, kun 870 gram tung og 34 cm lang.

»Pludselig sagde de: Det blev en pige – skal du med Lars? Så løb de. Jeg vidste ikke, om hun var i live eller ej. Så faldt jeg i søvn.«

Da Laila vågnede, havde Lars et polaroidbillede af Malou med til hende.

»Det kunne jeg ikke forholde mig til. At hun var min. Jeg syntes, at hun var meget rød.«

Først næste morgen så Malou sin datter.

»Det var, som om at hun stadig ikke var min. Det var så uvirkeligt, at hun lå med ledninger på og elektroner, bipmaskiner og ilt.«

Efter fødslen fik forældrene at vide, at der var stor risiko for hjerneblødninger inden for de første 14 dage. Og at hun kunne få brug for respirator.

I det hele taget var Malous fremtid meget usikker. Og de næste måneder bød på flere alvorlige forskrækkelser.

Hun måtte godt give slip

Efter 10 dage blev Lars og Laila vækket om natten. Malou var rigtig, rigtig træt. Skulle hun leve, måtte hun i respirator, fortalte lægen. Spørgsmålet var, om Lars og Laila ville have det?

»Det er nok det mærkeligste spørgsmål. Lægerne skulle ikke kæmpe for Malous liv, hvis hun skulle igennem en masse ondt, alene for vores skyld. Men der var ingen tegn på, at hun var hjerneskadet.«

Så Malou kom i respirator. Og klarede sig rimelig godt. Imens spurgte Laila sig selv:

»Hvad skal hun udsættes for? Hvorfor kæmper de for sådan en lille størrelse? Vores liv ville ændre sig drastisk, hvis vi fik et multihandikappet barn med hjem. Hvis det gjorde ondt på hende, måtte hun godt give slip på livet. Men det sagde vi ikke til nogen, for det virker forkert, når de kæmper for dit barn.«

Efter to måneder på Riget med morfin, binyrebakhormoner, blodtransfusioner, ilt og respirator – og en enkelt genoplivning, fordi Malou havde fået mælk i sin ene lunge – kunne hun flyttes til Roskilde Sygehus. Her fulgte to måneder mere, før familien kunne tage hjem.

Hun var færdig

»Hendes lunger har ikke været ordentligt udviklede, så de er svage. Men hun vokser, som hun skal, hendes motorik er fin. Og hvis hun får indlæringsproblemer senere, så tager vi os af det,« siger Laila.

Hun er dyb modstander af at hæve abortgrænsen til 18. uge.

»Det er simpelthen utroligt, at man overhovedet overvejer det. 12 uger er i forvejen lang tid. Og da vi fik Malou i 25. uge, var hun rød og gennemsigtig. Men hun var helt færdigdannet. I dag kan hun det hele,« siger Laila om sin datter på et år.