Efter at have blokeret byggeriet af et biogasanlæg - Bio4 - ved Amagerværket i hver dag siden 1. maj har københavnske stilladsarbejdere nu kørt lastbilerne til bygherren Hofors hovedsæde på Amager.
Her blokerer de onsdag formiddag hovedindgangen, fordi de mener, at de mange østeuropæere på arbejdspladsen ikke har den nødvendige uddannelse, ikke får pension og arbejder til en lav løn.
Til Avisen.dk siger stilladsarbejder Mikkel Kristensen:
- Vi har prøvet at råbe Hofor, der er bygherrer på Amagerværket, op i et år. Vi har gjort det efter bogen og været diplomatiske, men nu eskalerer det. Vi har blokeret siden 1. maj og billedet af forholdende ude på værket bliver blot værre dag for dag. Derfor blokerer vi nu Hofor.
De seneste dage har Dansk Metal og 3F fortalt, at de undersøger forholdene på arbejdspladsen.
Hofor kalder blokaden af Bio4 for ulovlig.
- Vi synes, at det skal gå gennem det danske fagretslige system, og at det skal respekteres. Vi vil meget gerne i dialog og imødekomme dem mest muligt. Vi har også tilbudt løbende dialogmøder. Vi vil gerne åbne vores dør, så de kan tale med de mennesker, der arbejder derinde. Men vi synes ikke, at det skal løses med ulovlige blokader, siger pressechef i Hofor, Astrid Skotte.
Stillidsarbejderne, som Avisen.dk møder ude foran Hofors hovedsæde, kan ikke genkende det billede. De siger, at de i længere tid har søgt dialog, men at der ikke er kommet noget ud af det, og at det, som Hofor udleverer af information, ikke giver nogen mening.
- Altså de papirer, som vi har set, og som jeg har hørt om, er ren volapyk. Det er sådan noget 2+2=5 halløj, siger Taucho Crillesen, der er med til dagens blokade til Avisen.dk.
En stilladsarbejder råber i megafonen foran Hofors hovedsæde og siger til stor jubel:
- Jeg har lige talt med Hofor, og de insisterer på, at de overholder overenskomsten. De vil gerne tale, hvis vi har noget nyt at sige, men det har vi ikke! Vi vil blot have, at overenskomsten også bliver fulgt for vores udenlandske kolleger.
Opdateres...