Den libyske parlamentsformand, Mohamed al-Magariaf, har overlevet et attentatforsøg, som ukendte gerningsmænd foretog mod hans hjem i en ørkenregion i Libyen.
Attentatforsøget fandt sted torsdag aften, men oplysningen er først kommet frem nu.
- Han var uskadt og undslap angrebet, men tre af hans livvagter blev såret.
Magariaf, som er Libyens de facto leder, befandt sig i sit hus i byen Sabha, der ligger omkring 800 kilometer fra hovedstaden Tripoli.
Her skulle han holde møder med lokale ledere og embedsmænd, efter at regeringen i Tripoli har erklæret regionen for lukket militær zone i et forsøg på at komme den udbredte lovløshed til livs.
Siden det oprør, der i 2011 endte med at koste landets daværende leder, Muammar Gaddafi, livet, har Sabha og øvrige dele af det sydlige Libyen været plaget af vold, som Libyens forskellige klaner menes at stå bag.
Klanerne har langt mere magt i den sydlige del af landet end langs kysten i nord.
Den svage centralregering kæmper med at stoppe strømmen af våben, der smugles ind fra nabolande og gør de sydlige egne af Libyen til et sikkerhedsmæssigt problem.
Regeringen kæmper fortsat for at inddæmme de mange militser, der opstod i kølvandet på oprøret mod Gaddafi.
/ritzau/Reuters