På søndag holder det nye parti Liberalisterne – frihed og velstand generalforsamling.

Navnet er just blevet godkendt af Indenrigsministeriet, og Liberalisterne er i gang med at samle underskrifter med henblik på at stille op til Folketinget. Jagten på en spidskandidat er også sat ind. Man søger et kendt ansigt, og der er næppe tvivl om, at partiet gerne ser en afhoppet Venstre-mand som trofæ.

På den økonomiske politiks område øjner partiet en niche til højre for Venstre hos de folk, der er skeptiske over for Venstres tilsyneladende omfavnelse af velfærdsstaten. Liberalisterne vil appellere til folk, der vil have mindre stat og mere marked. Lavere skatter, mindre offentlig omklamring af borgerne og mere personlig frihed.

Nye partier i dansk politik er en sjældenhed. Især partier med en markant ideologisk profil og så oven i købet defineret ud fra en af de klassiske ideologier fra 1800-tallet. Det giver anledning til at kigge lidt på liberalismen i dansk politisk historie.

Venstres liberalisme

Venstre har traditionelt været bærer af dansk liberalisme. Partiet gik forrest i kampen for den politiske frihed i slutningen af 1800-tallet mod det konservative godsejervælde ledet af J.B.S. Estrup. Og på det økonomiske område var partiets kernevælgere fortalere for lave skatter. Man skulle kunne klare sig selv og ikke ligge samfundet til last, hed det. Samtidig var bønderne også liberalister på det udenrigs-økonomiske område. Frihandel var godt, når man selv levede af at levere bacon til de engelske morgenborde.

I 1920’erne forsømte Venstre heller ikke nogen lejlighed til at fremhæve liberalismens fortrin. Og krævementaliteten over for de offentlige kasser, som Socialdemokratiet og arbejderklassen ifølge Venstre repræsenterede, havde partiet kun foragt til overs for.

Vi ville have velfærd

Verdenskrisen i 1930’erne fik dog delvist partiet på andre tanker. Landbruget fik alvorlige afsætningsproblemer, og mange gårde røg på tvangsauktion. I en handel med Socialdemokratiet lod Venstre arbejderne få en socialreform, mod at bønderne fik offentlig hjælp til at klare terminerne. En radikal politiker kaldte Venstres omsving for »den ortodokse liberalismes ligbegængelse«.

Vel havde Venstre brudt med et princip, men liberalisme var der stadig i partiet. Efter besættelsen vandt partiet regeringsmagten og – tro mod sin liberalistiske ideologi – fjernede det straks en mængde rationeringer og genindførte den frie handel med udlandet. Den hurtigt indførte liberalisering resulterede dog i et kæmpe betalingsbalanceunderskud og mangel på fremmed valuta til genopbygning af landet.

Efterkrigstidens øgede komplicering i de vestlige samfundsøkonomier og velfærdsstatens voksende folkelige opbakning førte overalt til større økonomisk indflydelse for staten – og til højere skattetryk. Det var på Venstres dagsorden i midten af 1960’erne, at skattetrykket skulle ned og velfærdsstaten rulles tilbage. Men da partiet kom i regering med De Konservative og De Radikale i 1968-71, måtte man sande, at det var svært at stå imod befolkningens forventninger til mere velfærd. Skattetrykket steg også under VKR-regeringen.

Både S og V har flyttet sig

Venstre har således siden 1930’erne flyttet sig fra sine oprindelige ideologiske standpunkter. Ligesom i øvrigt så mange andre partier, herunder Socialdemokratiet, der heller ikke som tidligere ønsker statslig overtagelse af produktionsmidlerne. Ingen har dog som Anders Fogh Rasmussen flyttet partiet mod midten. Det har efterladt et liberalistisk tomrum.

Vi får se, om Liberalisterne – frihed og velstand formår at udnytte det.