Der kommer ingen redegørelse eller uvildig undersøgelse af myndighedernes håndtering af urolighederne på Nørrebro efter rydningen af Ungdomshuset.
Det slår justitsminister Lene Espersen (K) fast over for Politiken.dk
»Jeg har ikke spor imod at svare på de spørgsmål, der måtte være af interesse for Folketinget. Men sådan per automatik at sige, at nu skal der være en undersøgelse bare for undersøgelsen skyld, det er total spild af penge og ressourcer. Så det er der ikke nogen som helst grund til«, siger Lene Espersen til netavisen.
Lene Espersen er i gang med at se på en henvendelse fra Amnesty International, hvor organisationen ønsker ekstra ressourcer til klagebehandling over myndigheder og en overordnet undersøgelse af begivenhederne. Hun er ikke klar med et svar endnu til Amnesty, da hun er ved at samle informationerne fra politi og domstole.
Til de politikere, der har krævet en redegørelse, siger hun:
- Politikere kan altid stille spørgsmål i Folketinget. Og dem besvarer jeg naturligvis som justitsminister. Det er helt naturligt, at når der er et forløb, som er så kaotisk og tumultagtigt, så rejser nogle spørgsmål efterfølgende. Dem behandler vi jo selvfølgelig seriøst.