Dækningen af de løbende episoder omkring Ungdomshuset har tydeliggjort en slet skjult bias hos de danske fjernsynsmedier, en tydelig higen efter skyldplacering hos etaten og dens repræsentanter.
Enhver privatperson har selvklart sin egen holdning, men (teoretisk) objektive tv-stationer burde ikke så åbenlyst forsøge at dramatisere konflikten som et entydigt spil mellem ungdommens lidelser, politiets brutalitet og politikernes arrogance.
Det relevante spørgsmål er, hvorvidt tendensen er udtryk for sympati for Ungdomshuset, modvilje over for magthaverne og deres instrumenter eller, og mest sandsynligt, kalkuleret underholdningsværdi og leflen for høje seertal.
En tilskadekommet civil er bare bedre nyhedsstof end en tilskadekommen politibetjent, en voldsom arrestation mere spændende end flyvende brosten, og systemets magtanvendelse mere interessant end civiles lovbrud.