Det er helt urimeligt, at banker beslaglægger lediges kontanthjælp.
Sådan lyder det fra Landsforeningen Lediges Vilkår, der repræsenterer danskere på dagpenge og kontanthjælp.
- Det er et overgreb, når myndighederne uden hensyn til almindelige mennesker forsøger at inddrive penge, siger formand Erik Huigen til Newspaq.
I strid med loven modregner bankerne nemlig store gældsbeløb i kundernes sociale ydelser.
Det gør, at kontanthjælpsmodtagerne står tilbage med et rådighedsbeløb, der er umuligt at leve for, skriver Berlingske.
Erik Huigen mener, at bankerne ved at modregne gæld i kontanthjælpsmodtagerens ydelse, nærmest driver dem ud i kriminalitet.
- De bliver sat under administration og frataget muligheden for at kunne klare sig økonomisk i samfundet på normale vilkår. Det kan man ikke være bekendt.
- Vi har i forvejen et problem med stigende fattigdom. Til sidst bliver det helt umuligt for disse mennesker at overleve uden at begå et bankrøveri eller sælge deres krop, siger de lediges formand, der selv står til at ryge ud af dagpengesystemet og over på kontanthjælp i det nye år.
Loven siger, at bankerne kun må modregne, så der er penge til "opretholdelse af et beskedent hjem og beskeden levefod."
I visse tilfælde tager banken dog hele kontanthjælpschecken.
I Landsforeningen Lediges Vilkår mener formanden, at bankerne generelt har fået for meget magt i samfundet.
- Troen på det frie marked har betydet, at man har givet alt for meget magt til banker og økonomer, og det var en af årsagerne til, at krisen har udviklet sig, som den har. Der skal være en større regulering af den finansielle sektor, siger Erik Huigen.
Professor i socialret, Kirsten Ketscer, mener ifølge Berlingske, at problemet kan løses ved, at kontanthjælpen lige som tidligere hentes direkte i kommunen i stedet for som nu i banken og dermed i kreditors hænder.