Metas smarte Ray-Ban-briller kan tage billeder og optage video direkte fra brillestellet.
Nu er teknologien havnet midt i en debat om privatliv og samtykke, efter at danske influencere og magasiner har reklameret for produktet.
Et par solbriller, et kamera og muligheden for at optage mennesker uden at tage telefonen op af lommen. Metas Ray-Ban-briller er blevet markedsført af blandt andre danske influencere og modemagasiner, men reklamerne har udløst kraftig kritik. Det skriver TV 2.
Brillerne kan tage billeder og optage video, mens brugeren har dem på. Et lille LED-lys skal vise omgivelserne, når kameraet er aktivt, men kritikere peger på, at det kan være svært for andre at opdage, at de bliver filmet. Efter kritikken har både Eurowoman og Euroman valgt ikke at fortsætte deres kampagne med Synoptik om brillerne.
Magasinerne oplyser til TV 2, at det ikke har været hensigten at opfordre til krænkende brug, men at de anerkender debatten om privatliv.
Synoptik har ikke planer om at stoppe med at sælge Meta-brillerne, selvom både Forbrugerrådet Tænk og organisationen Digitalt Ansvar kritiserer sikkerheden omkring brillerne.
Sagen kommer efter flere internationale eksempler på, at kvinder er blevet filmet med smartbriller uden at vide det.