Jimmy Holm fra Aarhus repræsenterer Danmark, når 12 kokke fra tre kontinenter mødes 20. september til World Paella Day Cup 2026 i Valencia.
Den danske kok har tidligere arbejdet på blandt andet El Bulli og El Celler de Can Roca i Spanien.
Den aarhusianske kok Jimmy Holm skal til september 2026 dyste mod nogle af verdens dygtigste paellakokke, når World Paella Day Cup 2026 løber af stablen i Valencia – paellaens spanske hjemby.
Jimmy Holm, der er ejer af restauranten Los Socios i Aarhus, sikrede sig billetten til verdensfinalen ved at vinde den nordisk-baltiske semifinale den 11. juni 2026 på Skovshoved Havn. Her var han oppe mod kokke fra Sverige, Finland, Estland, Letland og Litauen, som alle konkurrerede om den ene plads, der var reserveret regionen.
- Det er en stor ære at skulle repræsentere Danmark og Norden i Valencia. Paella er en ret med dybe rødder, men også en ret, der samler mennesker omkring bordet. Jeg glæder mig til at bringe min egen tilgang til spansk madkultur med til finalen, siger Jimmy Holm.
Finale ved havnen i Valencia
Selve verdensfinalen finder sted den 20. september 2026 på La Marina de València, hvor 12 finalister fra tre kontinenter skal kæmpe om titlen som verdens bedste paellakok. Elleve af deltagerne har kvalificeret sig gennem internationale semifinaler i blandt andet Uruguay, Brasilien, Mexico, Ecuador, Colombia, Rumænien, Frankrig, Schweiz, Danmark, Bulgarien og Japan. Storbritannien er i år inviteret med som den 12. deltagernation uden at have været igennem en semifinale.
Erfaring fra verdens bedste restauranter
Jimmy Holm er ingen novice, når det gælder spansk gastronomi. Han har tidligere arbejdet på to af Spaniens mest berømte restauranter, El Bulli og El Celler de Can Roca, som begge har været toneangivende i den moderne, spanske madscene og har haft flere Michelin-stjerner samt topplaceringer på listen over verdens bedste restauranter.
Siden hjemkomsten til Danmark har den aarhusianske kok dedikeret sit arbejde til spansk madkultur. Han stod i sin tid bag tapasrestauranten CANblau i Aarhus og driver i dag Los Socios, hvor spanske råvarer, teknikker og traditioner er omdrejningspunktet.
Parallelt med den klassiske valencianske paella med kanin, kylling og grønne bønner har konkurrencen i Valencia gennem årene også åbnet for kokkenes egne fortolkninger af den ikoniske ret. Og netop dét bliver ifølge Jimmy Holm en central del af hans indsats, når han til september skal stille op mod feltet af internationale finalister ved havnen i Valencia.
Med sejren i den nordisk-baltiske semifinale er Jimmy Holm den første danske kok, der bringer et rent dansk-nordisk aftryk med til verdensfinalen i den spanske nationalret.