Bilister på Holbækmotorvejen skal de kommende to uger være forberedt på forsinkelser og spærrede ramper.
Vejdirektoratet begynder søndag 16. august at udskifte asfalten på en cirka to kilometer lang strækning ved Taastrup i østgående retning mod København. Arbejdet omfatter strækningen mellem Høje Taastrup C og Roskildevej Ø samt Motorvejskryds Taastrup. Der skal desuden arbejdes på Klovtoftegrenen i nordgående retning.
Mens arbejdet står på, bliver den østgående trafik ledt over i det vestgående spor, så der er ét farbart spor i hver retning.
Arbejdet udføres primært mellem klokken 18.00 og 5.00. I dagtimerne vil motorvejen være åben som normalt, men med nedsat hastighed. Hvis arbejdet forløber planmæssigt, og vejret ikke giver problemer, ventes det afsluttet efter cirka to uger.