Øresundsbron havde i årets første seks måneder den højeste halvårstrafik nogensinde.
Vejtrafikken steg med 1,9 procent sammenlignet med samme periode i 2025. I gennemsnit blev der registreret 20.797 vejpassager om dagen mod 20.403 året før. Særligt pendlertrafikken voksede. Den steg med 6,4 procent, mens antallet af lastbiler over ni meter steg med 7,2 procent.
- Trafikken stiger inden for næsten alle områder, og vi slår sidste års trafikrekord for første halvår, siger Linus Eriksson, administrerende direktør for Øresundsbron.
Også andelen af elbiler voksede. I juni 2026 stod elbiler for 21,5 procent af passagerne mod 17,4 procent i juni 2025.
Øresundsbro Konsortiet fik samtidig et resultat på 859 millioner kroner før værdiregulering i første halvår.