En 25-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt fem års fængsel.
Han blev dømt for fire røveriforhold og et tilfælde af grov vold begået inden for en uge i februar.
En 25-årig mand er blevet idømt fem års fængsel for en række alvorlige røverier og voldsepisoder, der ramte tilfældige borgere i Viby og Højbjerg. Retten i Aarhus fandt ham skyldig i fire røveriforhold og i et femte tilfælde grov vold. Alle forhold blev begået inden for en uge. Det oplyser Østjyllands Politi.
Det første forhold fandt sted natten til den 5. februar på en parkeringsplads i Viby. Her forsøgte den 25-årige at true en tilfældig forbipasserende til at udlevere penge. Manden blev ramt med kniv i både låret og hånden. Da han ikke havde nogen penge, forlod gerningsmanden stedet uden udbytte.
Natten efter truede den 25-årige en ekspedient på en fastfoodrestaurant i Viby med kniv og fik udleveret nogle tusinde kroner i kontanter.
Buschauffør stukket flere gange
Få dage senere blev en buschauffør stukket flere gange med kniv, mens han holdt i Højbjerg. Også her var formålet ifølge sagen at skaffe kontanter. Blot få timer senere satte den 25-årige sig ind i en taxa og forsøgte igen bevæbnet med kniv at true sig til penge.
To dage senere fandt den sidste episode sted, da en mand blev stukket med kniv på gaden i Viby. Flere af de forurettede blev efterfølgende behandlet for stiksår. Ingen af dem var ifølge politiet i livsfare.
Anholdt i Københavns Lufthavn
Østjyllands Politi satte efter de første episoder en større efterforskning i gang og offentliggjorde overvågningsbilleder i håbet om at identificere gerningsmanden.
Et tip var med til at føre politiet på sporet af den 25-årige. Den 19. februar blev han anholdt i Københavns Lufthavn, hvor han ifølge politiet var på vej til at rejse ud af landet.
Anklagerfuldmægtig Niels Vinther fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremhæver, at forbrydelserne både var mange og alvorlige.
- Det er usædvanligt, at en gerningsmand begår så mange grove forhold inden for så kort tid, og tilmed kort tid efter, at han havde afsonet en dom for lignende kriminalitet, siger han blandt andet.
Han peger også på, at flere af ofrene var tilfældige borgere, og at et af forholdene gik ud over en buschauffør, der var på arbejde.
- Det skaber enorm utryghed blandt borgerne i et område, når der sker kriminalitet af så grov karakter. Derfor er jeg glad for, at politiets effektive efterforskning hurtigt ledte til anholdelsen af gerningsmanden, som i dag blev dømt, siger Niels Vinther.
Den 25-årige erkendte røveriet mod restauranten, men nægtede de øvrige forhold. Han modtog dommen.