Badesæsonen er ikke helt slut endnu.
TrygFondens livreddere er fortsat på vagt på de danske strande til og med 19. august.
Tre havnebade holder bemandingen kørende helt til 31. august.
Skoleferien er slut, men TrygFondens livreddere har endnu ikke pakket tårnene sammen.
De bliver på de danske strande frem til og med onsdag den 19. august, hvor badegæster fortsat kan få hjælp og vejledning om sikkerhed i vandet.
- Vi håber, at mange vil nyde et par sidste ture i vandet, mens livredderne stadig er til stede, siger Anders Hammer fra TrygFonden Kystlivredning.
I den sidste del af sæsonen inviterer livredderne også børnehaver, skoleklasser og fritidsklubber til at kigge forbi. Her kan børn og unge blandt andet høre om baderådene, se livreddernes udstyr og lære, hvordan man passer på sig selv og andre ved vandet.
Mens strandtårnene lukker efter 19. august, fortsætter sæsonen lidt længere tre steder. Havnebadene ved Fisketorvet og Islands Brygge i København samt Aarhus Ø holder åbent til og med 31. august.