Den kommende Region Østdanmark har fået sine politiske rammer på plads.
Nu er den udvidede regionsrådssal i Sorø blevet indviet og dermed er endnu en milepæl nået på vejen mod den nye region, der bliver en realitet 1. januar 2027.
Region Sjælland tog tirsdag officielt en udvidet regionsrådssal i brug i Sorø. Udvidelsen er en direkte forberedelse til, at Region Østdanmark bliver en realitet 1. januar 2027, når Region Sjælland og Region Hovedstaden smelter sammen til én samlet region.
Den nye tilbygning er på omkring 90 kvadratmeter og skal give plads til det kommende regionsråds 47 medlemmer. Bygningen er opført med genbrugte mursten og materialer med et lavere klimaaftryk, oplyser Region Sjælland.
Salen blev indviet af Trine Birk Andersen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland, og Lars Gaardhøj (S), der bliver regionsrådsformand i den nye Region Østdanmark.
- Om få måneder bliver Region Sjælland en del af Region Østdanmark. Derfor er det en særlig dag, som både er med til at markere en snarlig afslutning af et vigtigt kapitel og samtidig gøre klar til et nyt. Jeg er glad for at kunne tage en moderne rådssal i brug, der skal danne gode rammer om den politiske dialog og de beslutninger, som får betydning for borgerne i Østdanmark i mange år fremover, sagde Trine Birk Andersen ved indvielsen.
Også Lars Gaardhøj lagde ved indvielsen vægt på, at de fysiske rammer i Sorø nu er på plads:
- Region Østdanmark samler to regioners erfaringer, kompetencer og ambitioner. Det gælder også her i Sorø, hvor de fysiske rammer nu er på plads, så det nye regionsråd kan koncentrere sig om den vigtigste opgave, nemlig at træffe de beslutninger der skal udvikle et stærkt sundhedsvæsen til gavn for borgerne, sagde han.
Med sammenlægningen 1. januar 2027 bliver Region Østdanmark den nye myndighed for borgerne i hele Østdanmark, og regionsrådet på 47 medlemmer får ansvaret for blandt andet sygehusdrift, psykiatri og regional udvikling i det samlede område.