Den øverste leder af Egyptens Muslimske Broderskab, Mohammed Badie har angiveligt vist sig for tusindvis af islamistiske demonstranter i hovedstaden Kairo.
Ifølge nyhedsbureauet AFP bar Mohammed Badie et sort jakkesæt og en hvid skjorte, da han talte til sine tilhængere. Badie beder angiveligt demonstranterne om at blive i Kairos gader for at demonstrere mod afsættelse af Mohamed Mursi.
Sikkerhedskilder sagde ellers torsdag, at Badie var blevet arresteret i byen Marsa Matrouh, der ligger 442 kilometer vest for Kairo nær grænsen til Libyen.
En koalition med Det Muslimske Broderskab i spidsen har indkaldt til demonstrationer efter fredagsbønnen i hele Egypten i protest mod, at Egyptens magtfulde militær afsatte landets nu forhenværende præsident Mohamed Mursi ved et kup i onsdags.
/ritzau/Reuters