Pædofile sexforbrydere sidder kortere tid i fængsel selvom politikerne for fem år siden strammede loven for at straffe de pædofile hårdere.
Det viser en ny opgørelse over gennemsnitsstraffen i en fireårig periode for sex med børn under 12 år. Opgørelsen stammer fra et svar fra justitsminister Lene Espersen (K) til Folketingets retsudvalg.
Mens gennemsnitsstraffen i 2002 for pædofili var 21 måneders fængsel, er straffen i 2005 faldet med fem måneder, så pædofile kun sidder 16 måneder i fængsel for sexforbrydelsen.
Opgørelsen stammer fra et svar fra justitsminister Lene Espersen (K) til Folketingets retsudvalg.
De lavere straffe er overraskende, fordi regeringen i 2002 ændrede straffeloven for at slå hårdere ned på pædofile og satte den maksimale strafferamme op fra 10 til 12 års fængsel.
Allerede i 2004 kritiserede rigsadvokat Henning Fode længderne på straf i børnesexsager, da udviklingen på dette tidspunkt også gik mod mildere straffe.
Men udviklingen er tilsyneladende fortsat.