Michael Laudrup og Swansea-holdet bliver tirsdag fejret i hjembyen, to dage efter at holdet sikrede klubbens første store trofæ.
Den danske manager og hans spillere skal tirsdag eftermiddag køre gennem Swansea i en åben bus for at markere den største triumf i klubbens lidt over 100 år lange historie.
Swansea vandt søndag 5-0 over Bradford i finalen i den lille engelske pokalturnering, Capital One Cup.
Finalen blev spillet på Wembley i London.
På vejen til finalen nåede Swansea blandt andet at vinde på udebane over Liverpool, og i semifinalerne eliminerede Swansea mægtige Chelsea med samlet 2-0 efter to kampe.
Sejren i Capital One Cuppen betyder, at Swansea i næste sæson deltager i Europa League.
Klubben ligger i øjeblikket på niendepladsen i Premier League.
/ritzau/