Af Frank Esmann
esmann@avisen.dk
@BRØD:»Jeg kan på ingen måde forestille mig, at den danske regering ikke skulle have fuld tillid til USA. Så jeg vælger bestemt at tro, at Per Stig Møllers udtalelser var en fejl.«
Ordene – og den dobbelte negativ – er Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersens. De faldt, fordi Per Stig Møller i Nyhedsavisen ganske fornuftigt foreslog, at vi får lavet en aftale om fangeudveksling, som giver os mulighed for at verificere, at de krigsfanger, vi i fremtiden udleverer til amerikanerne, ikke bliver udsat for tortur.
Det var ikke en fejl. Reelt rettede udenrigsministeren sig bare efter præsident Ronald Reagans gamle motto: Tillid er godt, men kontrol er bedre. Et par dage efter sluttede statsministeren sig til med en bemærkning om, at vore regler allerede var skærpet. Samme proces er i gang i USA. Det er læren af, hvad der skete i fangelejre og forhørscentre i Bagram, Kandahar, Guantánamo, Qatar, Diego Garcia, Abu Ghraib og Camp Cropper.
Sådan ser Dansk Folkepartis ekspert i udenrigspolitik bare ikke på det.
Espersen var himmelfalden. Han kunne ikke forestille sig, at den danske regering skulle nære sådanne tanker. Ej heller kunne han forestille sig, at det har slået skår i tilliden til USA, at der foreligger bjerge af memoer, analyser og direktiver fra de juridiske rådgivere i Det Hvide Hus, Pentagon og Justitsministeriet, som viser, at USA fra starten af krigen mod den internationale terror ikke ville lade såkaldte illegale kombattanter være omfattet af Genève-konventionerne. At der skulle være bare et gran af sandhed i Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm om temaet, Den Hemmelige krig , betragter Espersen som rendyrket, venstreorienteret DR-propaganda, til trods for at nettet bugner med oplysninger, som tyder på, at den dæmoniserede tolk og de kuede jægersoldater taler sandt.
Det har været en skræmmende forestilling. Evnen til at kunne forudse begivenheder og fornemme, hvor kriser, og dermed trusler mod danske interesser, opstår, er af afgørende betydning for en udenrigspolitisk ordfører. I tortursagen opfører Espersen sig imidlertid som en spiller, der stædigt bliver ved poker-bordet, skønt han ved, at det ville være klogere at tage tabet og gå hjem.
Det kunne gå anderledes. I kampen for at fastholde habeas corpus som bærende princip i retslæren har oppositionen i Folketinget lovet en uafhængig undersøgelse, inklusive afhøringer af soldater og tolke under vidneansvar, hvis den vinder flertal ved et valg. Et betragteligt flertal af befolkningen støtter antagelig allerede dette initiativ, og jo mere der bliver gravet frem, jo stærkere vil det blive.
Var Søren Espersens forestillingsevne intakt, burde han logisk set overveje, om en sådan undersøgelse ikke ville være i hans og hans partis interesse. Men det er den jo, ifølge hans eget udsagn, ikke.
Det er Per Stig Møllers til gengæld.